MENU
Aula_close Layer 1
Søndervangskolens logo

Uddannelsesplan - Kompetenceniveau 2, 2. årgang 2019/2020

Uddannelsesplan Søndervangskolen, Hammel

Kompetenceniveau 2, 2. årgang 2019/2020

Favrskov Kommune

Søndervangskolens facade

Søndervangskolen
Søndervangsvej 3
8450 Hammel
Tlf: 89 64 36 00

 

Kultur og ledelse

Søndervangskolen er en skole med ca. 715 elever, ca. 75 lærere og ca. 15 pædagoger, til skolen er tilknyttet en SFO. Skolens ledelse består af 4 ledere.

•    Rene Guldbrandsen - skoleleder
•    Frank Kejlberg - udskolingsleder
•    Rene Hansen - mellemtrinsleder
•    Claus Rasmussen - indskolingsleder

Skolen har elever fra et stort opland, og omkring 300 elever kører hver dag med bus til/fra skolen.

Skolen blev bygget i perioden 1976-79 - opført til 3 spor, i dag er der fortrinsvis 3 spor pr. årgang. Skolen består af klynger, hvor der som oftest er 2 årgange i hver klynge. Klasserne er fordelt omkring et stort klyngerum.

Skolens værdier og profil

Søndervangskolen har 3 værdier, som står meget centralt i alt vores arbejde: Faglighed, fællesskab og livsduelighed.

I skoleåret 2015/2016 blev skolens ansatte, ledelse og bestyrelse i samarbejde enige om, at skolens fremtidige profil skulle være: Nærhed, Innovation og Globalt udsyn.

Denne profil blev præsenteret for elever og forældre i foråret 2016, med opstart i skoledagen fra skoleåret 2016/17. 

Hvert storteam har arbejdet grundigt med, hvordan profilen kommer til udtryk på de forskellige årgange. Desuden er der lavet en profilfolder, så forældre og elever kan se progressionen og idéen bag skolens profil. 

It og udstyr

Søndervangskolen har i mange år været kendt for, at her arbejdes meget med IT, og mange bøger er derfor erstattet med digitale læringsressourcer. Til hjælp har vi skolens PLC (Pædagogisk læringscenter), hvor pædagogiske læringsvejledere sidder klar. Desuden er der tilknyttet en fast IT medarbejder i et lokale på det pædagogiske læringscenter.

I hver klasse findes der også pc'er til brug i undervisningen, både stationære og bærbare, desuden forefindes et computerrum, som kan bookes til undervisningen via Intra, og der er ligeledes mulighed for at booke 4 stk. Ipad-vogne til brug ude i klasserne – (2 står i pædagogisk læringscenter, 1 på naturfagsgangen og 1 på 0. årgang). Jo ældre eleverne bliver, er tendensen dog, at de medbringer deres egne bærbare pc'er til brug i timerne.

I skoleåret 2019/2020 vil skolens yngste elever have faget ”Teknologiforståelse”. Det er selvfølgelig muligt at komme med i et par timer her, hvis man som studerende har interesse for dette.

Praktikskole

Søndervangskolen har i mange år været praktikskole for lærerstuderende. Som udgangspunkt modtages studerende fra alle uddannelsesniveauer – der er ikke altid alle årgange på ét år.

Søndervangskolen har derfor stor erfaring med uddannelsen af nye lærere. Vi er glade og stolte af, at kunne være med i dette, da vi betragter lærerstuderende som en udviklende ressource, der bringer nye inputs til såvel elever som lærere. Erfarne lærere får herved mulighed for at være i didaktisk dialog med kommende kollegaer.

Som lærerstuderende på Søndervangskolen er man at betragte som en mulig kommende kollega, derfor forventes det også, at den studerende agerer som sådan.  De studerende er derfor underlagt samme retningslinjer ift. eksempelvis sygemelding, påklædning, opførsel, tavshedspligt og tilstedeværelse, som resten af skolens ansatte.

Det betyder helt konkret, at det forventes, at man har minimalt fravær, sygemelder sig hvis det skulle være nødvendigt, holder de aftaler man laver med sin praktiklærer, mentor eller medstuderende osv.

Alle praktiklærere på skolen har et positivt ønske om at være praktiklærere, dette giver den bedste baggrund for samarbejdet mellem lærer og studerende. Tilsvarende forventer skolen, at det er aktive, forberedte, nysgerrige og engagerede lærerstuderende, der kommer her.  Det vil som lærerstuderende være nødvendigt at være omstillingsparat, da skoledagen i den danske folkeskole kræver dette. Der kan komme ændringer i skema/fag, rutiner - på forhånd aftalte møder mm. ganske simpelt fordi, at man er på en stor arbejdsplads, hvor mange kalendere og puslespil skal gå op.  Dette skal man være villig til at gå til med smil på læben, således bliver man bedre rustet til den hverdag, man møder efter uddannelsen.

Praktikkens organisering

Praktikkoordinator og mentor Morten Graff Thomsen (GT) har det overordnede ansvar for planlægning og gennemførsel af praktikken på Søndervangskolen. Hvis der i praktikperioden opstår spørgsmål/undren til organiseringen eller lignende, så kontakter man Morten. Hvis man har ønsker om at opleve andre fag end de som er aftalt på forhånd, kan dette oftest sagtens lade sig gøre, og det er også her Morten, man kontakter omkring dette. Ellers møder I på skolen mange folk, som er villige til at få skolens hverdag til at forløbe på bedst mulig måde, så alle er behjælpelige, hvis man har brug for hjælp. Skolen har udover Morten også Louise Dam Ellegaard som mentor. Hver årgang vil få tilknyttet én af de to mentorer.

De fleste lærere arbejder 35 timer om ugen på skolen, de resterende 5 timer råder den enkelte selv over, disse bruges til skole-hjemsamarbejde, arrangementer samt individuel forberedelse.

Som studerende forventes det, at man er på skolen ca. 30 timer om ugen.

På det skema, de studerende får i praktikken vil være en kombination af undervisningstimer, vejledningstimer, observationstimer og derudover forberedelse.

Man har ca. 12-14 lektioner med undervisning på sit skema. Dette kan variere en smule. Herudover kan der indlægges vejledningstid, observationstimer eller andet i skemaet.

Ved ét af de første møder med mentor lægges tilstedeværelsestiden fast, så det er synligt for såvel mentor som praktiklærer, hvornår man er at finde på skolen. I observationstimerne er man aktive observatører, men står ikke for undervisningen. Der er heller ikke tilknyttet vejledning til disse. Vi anbefaler at studerende på 2. årgang underviser næsten alle de undervisningslektioner, som står på deres skema. Nærmere aftaler omkring undervisning træffes med mentor og praktiklærer.

Praktikken består af flere dele:

  • besøgsdage
  • før-vejledning
  • velkomstmøde med praktikkoordinator
  • vejledningstimer med praktiklærerne
  • vejledning med mentor
  • slutevalueringsmøde med praktikkoordinator
  • observation i klasser
  • undervisning i klasser
  • timer i andre fag/områder efter eget ønske efter aftale/organisering med praktikkoordinator
  • lave praktikopgaver givet af seminariet - samt andre relevante opgaver
  • gårdvagter/gangvagter
  • mm.

På besøgsdagen:

  • Den studerende møder praktikkoordinator samt mentor
  • Den studerende holder møder med relevante praktiklærere, i det omfang det er muligt
  • Den studerende præsenteres på lærerværelset/kontoret
  • Den studerende fremlægges og aftaler sin arbejdsplan/skema/tilstedeværelse mm. igennem med praktikkoordinator

Det forventes, at den studerende møder 7.45, da der er en regel på skolen om, at alle lærere skal være i deres klasse fra 7.50, så man har 10 minutter med eleverne om morgenen inden første lektion går i gang. Skemaet består af dobbeltlektioner frem til 13.30 herefter vil der være små pauser mellem lektionerne.

Det forventes, at den studerende følger praktiklæreren ift. møder - dette kan i særlige tilfælde falde udenfor den normale tilstedeværelse. Afvigelser fra denne aftales med praktikkoordinator.

Torsdag er mødedag, og der kan være møder frem til klokken 16.30. Dette aftales med praktiklæreren.

Derudover er der i skolens årsplan lagt aftenmøder, hvor studerende naturligvis også har mødepligt, disse informeres om ved besøgsdagen.

Får man brug for at videooptage i praktikken skal dette informeres om over forældreintra og der laves nøje aftaler om dette med praktiklærerne.

Alle studerende oprettes på Skoleintra med koder, så det er muligt at orientere sig om livet på skolen. Som studerende i praktik forventes der, at man dagligt tjekker Intra for beskeder eller kontaktbeskeder. Desuden forventes det, at man informerer sig om og løbende holder sig informeret om skolens virke, møder mm. på Intra. Sæt jer ind i skolens værdigrundlag - overvej hvordan disse kan opnås på flere relationsniveauer: elev-elev, elev-lærer, lærer-lærer, ledelse-ansat…

Vejledning og evaluering

Undervejs i skemaet i ugens løb finder I vejledning med såvel praktiklærer/-e og mentor. Inden praktikperioden går i gang vil I have haft første vejledning og fælles planlægning med jeres praktiklærer. Som udgangspunkt foregår vejledningerne gruppevis.

Vejledning med praktiklærer vil fortrinsvis handle om forberedelse, oplevelser og refleksioner af et undervisningsforløb i en klasse. Som studerende på andet niveau, er det de studerende, der laver dagsorden, rammesætter og kommer med forslag til emner til vejledningen. Praktiklæreren kan hjælpe med dette, hvis man er i tvivl. Det kan forventes at man har ca. en lektions vejledning med praktiklærer i ugen.

Vejledning med mentor handler om, at man forsøger at hæve sig lidt op over det praktiske arbejde i praktikken og derfor vil vejledningen typisk handle om den didaktiske, teoretiske og reflekterende del af undervisningen og lærerjobbet. Det er de studerende, der laver dagsorden til møder med mentor, da mentor ikke ellers er en del af deres praktikskema. Det kan forventes at man har ca. en lektion med mentorvejledning i ugen.

Kompetencemål

I planlægningen og vejledningen er det vigtigt, at I sammen med jeres praktiklærer får gennemført didaktiske samtaler med fokus på målsætning, gennemførelse og evaluering af undervisningen.

I skal kunne planlægge og gennemføre et differentieret undervisningsforløb, med en variation af metoder benyttes, også med blik for bevægelsen i undervisningen. Desuden skal I kunne observere og analysere egen praksis samt den enkelte elevs læring og udbytte af undervisningen.

Som studerende på andet niveau, skal I først og fremmest være nysgerrige, stille åbne og kritiske spørgsmål til det, I ser og hører. Men I skal også, både som gruppe og individuelt, udfordre jer selv ved at stå for mindre undervisningssekvenser. Det kan være af enkelt-elever, grupper, hold eller hele klassen. Vær i jeres observationer meget bevidste om den erfarne lærers brug af klasseledelse. Bliv inspireret, sug til jer og gør jeres egne erfaringer.

I skal kunne lede elevers deltagelse i undervisningen og tydelige rammer, hvori dette muliggøres. En stor del af en lærers arbejde drejer sig om relationsarbejde. Via dialogisk samarbejde med elever såvel som kollegaer skal I kunne justere undervisning, så det bliver mest hensigtsmæssigt, desuden skal I kommunikere med forældre om undervisningen – både mundtligt og skriftligt.

Gør også her observationer, diskutér med hinanden og med jeres praktiklærere. Vær klar med hvorfor og hvordan-spørgsmål.

Det er i den åbne samtale, at nye svar findes - det er vejen til udvikling. Der skal være plads til at begå fejl for at blive klogere. Vi inviterer til udvikling i trygge rammer.

Bedømmelse

Jeres praktiklærer, mentor eller praktikkoordinator bliver prøve-ansvarlig for jeres hold. Prøven foregår enten på Søndervangskolen eller på VIA, dette aftales mellem skolen og VIA.

Til stede vil være den prøveansvarlige her fra skolen samt jeres lærer i det pågældende fag fra VIA. Hvis der mod forventning undervejs opleves, at en studerende har svært ved at leve op til kompetencemålene, vil der indsættes ekstra vejledningssamtaler undervejs i praktikken - dette foregår i fællesskab med praktiklærere og praktikkoordinator. Hvis det ikke er muligt at afhjælpe problemet, vil den studerende hurtigst muligt blive orienteret om, at vi ikke kan indstille vedkommende til eksamen.

Vi ser frem til en forhåbentlig lærerig og udviklende praktikperiode på Søndervangskolen.